Villa&Casa - villacasa.dk - Strandbovej 77 - 2650 Hvidovre - Danmark - CVR-nr: 34 13 99 38 - Telefon 29 42 00 76

Det vestlige Toscana byder på et indland med middelalderbyer, bakker og bjerge og landbrug med vin, korn og kvæg. I den nordlige del finder man de traditionelle seværdigheder som Pisas skæve tårn, Lucca’s charmerende middelalderby og Livorno’s hygggelige bycentrum. Langs kysten ligger en masse fantastiske badestrande, som oftest strande med mange liggestole og paralsoller. Her er byerne med få undtagelser af nyere dato og opstået i 1920’erne. Vælger I at køre syd for Livorno, ligger sandstrandene hele vejen langs kysten og man skal ikke langt ind i landet før man støder på de første små middelalderbyer og er man glad for vin er området de sidste 25 år blevet et af de mest omtalte med den lille by, Bolgheri, som det største trækplaster, hvor de meget eksklusive vine fra Sassicaia og Ornalaia ligger i toppen, men mindre navne producerer også skønne vine.
Fortsætter I mod Rom kommer I til det karakteristiske Maremma i Grosseto-provinsen, et område som for mange er en velbevaret hemmelighed, som indtil videre mest har fået italienernes bevågenhed. Det er dog et besøg værd med charmerende middelalderbyer, vandreture i naturparker, vildsvin i hvidvin, flotte rødvine og sandstrande med god plads.