Villa&Casa - villacasa.dk - Strandbovej 77 - 2650 Hvidovre - Danmark - CVR-nr: 34 13 99 38 - Telefon 29 42 00 76

Står du og skal leje bil i Italien anbefaler vi, at du benytter en broker som f.eks. holidayautos.com, Autoeurope.dk eller rentalcars.com, som vi har erfaring for har de rigtig gode aftaler på billeje i Italien.

Leje af bil i Italien kan ofte være lidt af en udfordring, hvor det kan være svært at få overblik over det store udvalg af biler til leje. Det kan derfor være en fordel at benytte sig af et af de selskaber, som fungerer som formidler for de store biludlejere i Italien (Hertz, Avis, Budget, Sixt, Maggiore, Europecar osv).
Her kan du med det samme se en liste over de biler, som er til rådighed, sammenligne priser og være så godt som sikker på, at du lejer en bil til markedets bedste pris (et godt råd kan være at springe de billigste over som f.eks. Goldcar, som har et rigtig dårligt rygte). Hertil kommer en lang række fordele såsom mulighed for at afbestille bilen indtil 48 timer før ankomst, mulighed for at leje alt fra en Fiat 500 til en luksus-cabriolet – og ikke mindst til markedets bedste priser, hvor de garanterer prisen.

Gode råd til billeje i Italien
Husk disse gode råd, når du lejer bil (fra Forbruger Europa):

1)Vær sikker på, hvad der er inkluderet i prisen. Tjek grundigt, hvad der indgår i den købspris, som udlejningsfirmaet oplyser. Nogle har en meget lav grundpris, men med dyre tilvalg, mens andre har indregnet disse tilvalg i grundprisen. Eksempelvis kan antallet af førere og en førers alder spille ind, ligesom hvis du henter i en by og afleverer i en anden.

2) Sæt dig ind i kontrakten, før du skriver under. Selv om bilen er blevet booket på nettet, er det først ved afhentning, at den rigtige kontrakt underskrives. Sørg for at tage dig tid til at læse den, og hvis ikke du forstår kontrakten, skal du ikke underskrive den.

3) Tjek forsikringsvilkårene før du skriver under. Ofte vil biludlejningsfirmaer forsøge at sælge dig ekstra forsikring, når du henter bilen. Derfor er det en god idé, at sætte sig ind i de forsikringer, man selv har i forvejen. Eksempelvis kan forsikringer allerede være inkluderet i din private rejseforsikring eller via f.eks. Autoeurope.

4) Brug altid kreditkortet når du betaler. Mange biludlejningsfirmaer forlanger, at man betaler med kreditkort, så de kan reservere et depositum. Men der er også en fordel for forbrugerne ved at gøre det. Hvis der opstår problemer med tilbagebetaling fra udlejningsfirmaet, har du mulighed for at få hjælp hos banken også. Husk at det ikke er altid dit visa/dankort kan bruges, da det kan være et debetkort og ikke et kreditkort.

5) Undersøg bilen både ved udlevering og aflevering. Sørg for at gennemgå bilen for skader med en fra udlejningsfirmaet inden du kører derfra. Få noteret alle skader og bed om en kopi af inspektionsrapporten. Det sikrer et fælles grundlag for gennemgangen af bilen ved aflevering. Tag også gerne billeder, så du har beviser, hvis udlejningsfirmaet pludselig opkræver efterbetaling for skader, som du ikke selv har forårsaget.