Villa&Casa - Strandbovej 77 - 2650 Hvidovre - CVR-nr: 34 13 99 38 - Telefon 29 42 00 76

Low-cost, billige billetter eller rutefly
Mulighederne er mange, også for at betale for meget, når flybilletterne til Italien skal bestilles – for det er ikke altid low-cost eller selskaberne, der kalder sig lavpris, der er den billigste løsning. Det kan ofte betale sig at bruge tid på at søge på flyselskabernes hjemmesider – her er et overblik:

Få direkte ruter
De fleste flyselskaber har ruter til Italien fra København og Billund. Det er dog kun Norwegian, SAS og Easyjet , Vueling og Ryanair, der har direkte fly fra København til de italienske lufthavne. Fra Billund flyver Ryanair direkte til fem italienske byer. Nedenfor finder du en oversigt over de byer og regioner, hvortil der er fly uden mellemlanding. Har du det fint med at rejsen tager lidt længere tid med ventetid i en tysk lufthavn, har et flyselskab som AirBerlin en masse billige afgange til Italien.

Det kan ofte være lidt af en jungle, at finde billige flybilletter til Italien. Jo tættere på sommeren vi kommer, jo højere bliver priserne. Det er ikke altid det er det logiske valg og den lufthavn, der ligger tættest på feriehuset, der er den billigste. Herunder finder I gode råd og tips til at finde den billigste flybillet.

Norditalien
Liguriens badestrande  og Cinque Terre. Alperne ned til de store søer med elegante villaer, historiske byer og langstrakte badestrande. Piemonte’s vine og slow-food. Det er ofte muligt at finde de billigste billetter til Italien, hvis man vælger at flyve til en af de norditalienske lufthavne – og så er man hurtigt ude på motorvejene som fører sydpå.

Venedig – lufthavnen er ideel for besøgende til Venedig, Gardasøen og Adriaterhavskysten. Direkte fly: SAS flyver det meste af året, mens Norwegian har begrænset sig til sommerperioden.

Milano – Malpensa lufthavnen ligger ca. 45 km nord for Milanos centrum, og går turen ikke til Milano, er det ikke nødvendigt at passere den meget trafiktætte lombardiske hovedstad. De store motorveje går udenom byen i alle retninger, og det er nemt at komme til de fleste større norditalienske byer. SAS har desuden en afgang til lufthavnen Linate, som ligger tæt på centrum. Der er ofte billige billetter med Easyjet til Milano Malpensa, ligesom SAS også kan have gode priser på grund af konkurrencen fra lavpris-selskabet.

Bergamo – den lille lufthavn øst for Milano ligger godt for ture til Gardasøen, Alperne og Adriaterhavskysten. Eller for dem, som vil spare på flybilletten og køre det sidste stykke til Mellemitalien har Bergamo en central placering i forhold til motorvejene sydpå. Ryanair flyver fra København til Bergamo.

Toscana og Umbrien
Pisa: Der er direkte fly om sommeren til Pisa med Norwegian og SAS  fra København og med Ryanair fra Billund og Malmö.

Firenze: Vueling har fra det tidlige forår til efterårsferien et direkte fly fra København til Firenze.

Har I lejet en feriebolig i det sydlige Toscana eller Umbrien kan du også prøve at se på billetter til Rom. Det er lavsæson i juli og august i den italienske hovedstad, så der kan ofte være et godt tilbud hertil i de varme måneder.

Rom
Italiens største turistmagnet har naturligvis også de fleste fly fra Danmark. Trods det kan det stadig betale sig at holde øje med, hvornår de bedste priser dukker op. Mange vælger at tage et weekend-ophold i den evige stad, og derfor kan det ofte være dyrt at rejse hjem om søndagen. Der kan derfor være meget at spare ved at rejse hjem lørdag og især om mandagen. Norwegian og SAS har alle ruter fra København til Roms Fiumicino Lufthavn (som også kaldes Leonardo da Vinci-lufthavnen). Ryanair flyver fra København og Billund til den lille Ciampino Lufthavn. Easyjet flyver ligeledes til Roma Fiumicino, ligesom det italienske Alitalia har en direkte rute fra København.

Bologna
Toscana og Adriaterhavets strande
Er du sent ude, og flybilletterne til Pisa og Firenze er nået op i en pris, der får dig til at mindes 80’erne, så kan det ofte betale sig at se på SAS rute til Bologna. Fra byen – som i sig selv er et besøg værd – er der kun lidt over en times kørsel til Firenze, og du kan ofte finde flybilletter, der er billigere end de såkaldte lavpris-selskaber – og så får du endda en god børnerabat. Ryanair vil ligeledes i sommerhalvåret have en rute til Bologna.

Bologna ligger ligeledes godt i forhold til Adriaterhavskysten, Emilia-Romagna og Marche med den kendte badeby Rimini 125 km væk (autostrada).

Amalfikysten
SAS har i sommerferien et direkte fly til Napoli hver lørdag. Ryanair flyver fra maj til Napoli tirsdag, torsdag og lørdag. Ellers er det en mulighed at flyve til Rom og enten tage toget eller leje en bil. De fleste af de store flyselskaber som tilbyder Napoli med en mellemlanding.

Sicilien
Der er flere muligheder for at finde flyet til Sicilien. SAS har en sommerrute til Palermo på den vestlige del af øen, mens Norwegian tager sig af flyvningerne til Catania på den østlige del af øen – begge flyver fra København.

Cookies hjælper os med at give dig en bedre brugeroplevelse. Når du bruger vores site, bedes du acceptere vores brug af cookies. Mere info | Luk